Sider

25. nov. 2012

Madplan uge 48


I denne uge var det lidt svært at finde inspirationen til madplanen. Men efter flere kig i alle tilbudsaviserne, fik jeg alligevel stykket en plan sammen.
I den kommende uge skal vi have:
  • Mandag: Æggekage på rugbrød
  • Tirsdag: Aspargessuppe
  • Onsdag: Frikadeller med kartofler og rødkål
  • Torsdag: Kylling i paprikasauce med pasta
  • Fredag: Anders har gæster (mad udefra), Mia ikke hjemme
  • Lørdag: Hakkebøffer med rødkålssalat
  • Søndag: Boller i karry


Indkøb:

Kylling             
Æg
Klementiner
Asparges
Tomat
Hk. Svinekød
Hakkebøffer
Kartofler
Madlavningsfløde
Kødboller
Rødkål
Müesli
Mælk

Det var lidt antiklimaks at handle i dag, da jeg for første gang nåede op over 200 kroner for ugens indkøb. Helt nøjagtigt endte jeg på 211, hvilket jo stadig er relativt lidt for aftensmad og morgenmad til en hel uge. Men når ambitionen er at holde sig under 200,- hver gang, er det en smule nedslående.
Dog trøster jeg mig med at der sandsynligvis bliver en god portion af både aspargessuppe og hjemmelavet rødkål, så jeg forhåbentligt kan spare lidt mere i en anden uge. Kødboller er der jo også til mere end ét måltid af, og der er kartofler nok til både den kommende uge og ugen efter. Men stadig lidt en øv-fornemmelse.

Anyways, god madplanlægning derude!

- Mia.

Ugens opskrift - Simremad af oksesmåkød

I søndags lovede jeg at denne uges opskrift ville være simremad af oksekød, så den kommer selvfølgelig her :)

Jeg brugte:

1 løg
2 fed hvidløg
1 persillerod
1 pastinak
3 små gulerødder
Oksesmåkød
Kaffefløde
En slat rødvin
½ l. oksebuillon
1 pakke bacon

Til rodfrugtmos:
Ca. 300 g. kartoffel
2 persillerødder
1 pastinak

Glemte lige at få rødvinen og baconen med på billedet ;)

Først snittes grøntsagerne. Løgene fint, og rødderne i mundrette bidder. Baconen skæres i mindre stykker (Man kan også bare købe bacon i tern).



Først steges baconen til den er næsten helt sprød. Så kommes løg og hvidløg ved, og svitses med til løgene er klare.


Dernæst skal kødet op i gryden og brunes på alle sider, så godt man nu kan.


Så kommes rodfrugterne i gryden, og steger med i et par minutter.


Herefter hældes rødvin over (der blev også et lille glas til kokken ;) ), og til sidst oksebuillonen. Rør rundt og sæt låg over, og skru helt ned for varmen så gryden bare kan simre over lavt blus. Her lader du det stå i 1½-2 timer og hygge sig.


Til sidst kommes lidt fløde i for at afrunde sovsen, og den jævnes til den har den ønskede tykkelse. Jeg kom også lidt kulør i, fordi det jo er programmeret i os at sovs skal være brun!
Jeg serverede mit simremad med en mos af kartoffel og rodfrugt, som jeg lavede præcis som almindelig kartoffelmos.

Jeg skar det hele i små tern, kogte dem næsten helt i smadder og moste dem med elpiskeren sammen med en god klat smør og lidt kaffefløde. Det fik også lige lidt salt og peber.

Værs'go!

- Mia.

22. nov. 2012

Wok med kylling og ny fryser

.. Ikke at de to har noget med hinanden at gøre, udover at dette indlæg kommer til at indeholde begge dele :)

Jeg har fået et ønske om opskriften på wok med kylling, men da ønsket kom efter jeg havde lavet det, bliver opskriften uden billeder.
I stedet for "Wok med kylling", kan man også kalde retten "Alt-grønt-fra-køleskabet med kylling". Når jeg laver wok, sørger jeg altid for at få brugt de grøntsager jeg har i køleskabet, som snart når grænsen for hvor længe de kan holde sig.

Denne gang brugte jeg:

1 pakke kyllinge wok strimler
Ca. 0,25 hvidkålshoved
5 små gulerødder
1 persillerod
1 løg
Ca. ½ squash
2 fed hvidløg

Jeg startede med at skære kyllingen ud i mindre stykker. Så varmede jeg lidt olie på panden, og svitsede det hakkede hvidløg af med lidt cayennepeber, chili og stødt ingefær. Så kom jeg kyllingen ved, og stegte det sammen med hvidløget. Derpå løg op i panden, så tyndt skåret hvidkål og squash.
Til sidst "skrællede" jeg flager af gulerod og persillerod i med en kartoffelskræller, og kom lidt soya over.
Så lod jeg det stå et par minutter, og så var der mad :)

Og så til fryseren:
Når man gerne vil spare penge på mad, må man sommetider købe stort ind når man spotter et godt tilbud. Men så kan man godt få lidt problemer med fryserpladsen.
Så for at løse dét problem, blev vi enige om at vi måtte have os et ekstra lille fryseskab. Det har vi så fået fat i, og det bor nu inde i det lille ekstraværelse vi har.




Så nu har jeg 3 ekstra skuffer at fryse ting i. Den ene er allerede fyldt med hjemmebagt brød af forskellig slags. :)

- Mia.

21. nov. 2012

Rugbrødshapsere

I søndags lovede jeg, at jeg i denne uge ville lave et indlæg om en alternativ måde at bruge sin rugbrødsdej på.
Her i eftermiddag havde jeg så lige tid til at bage, og det har jeg selvfølgelig taget lidt billeder af:

Jeg lavede dej af 2 pakker melblanding og 1 pakke gær

Det blev til en ordentlig portion. Jeg fyldte 2 rugbrødsforme, og stillede resten lidt væk

Mens brødene hævede, hakkede jeg lidt mandler og chokolade

Chokolade, mandler og rosiner røg op i dejen, og så fik det en tur mere med håndmikseren

Så blev dejen klattet ned i muffinpapir, som jeg havde givet lidt sprayfedt

Her er så de færdigbagte hapsere. Mmmh!

Som sagt er hapserne lavet af det dej der var i overskud fra rugbrødene. Min ene form er lidt mindre end den anden, så jeg kan ikke have al dejen i formene.
De små rugbrød er super gode at have med i skoletasken, til når man begynder at hænge lidt sidst på eftermiddagen.

Jeg brugte ca. 60 g. mørk chokolade, 50 g. mandler og 100 gram rosiner. Mere eller mindre kan også sagtens gøre det, og man kan også komme andre ting i, hvis man lige har et eller andet liggende.

Melblandingerne købte jeg da de var på tilbud til 10 kr. pr. stk. Af chokolade, mandler og rosiner har jeg ca. brugt for 10 kr., og en pakke gær koster 1 kr.
Så for 31 kr. har jeg nu to store rugbrød og 18 (17 - Jeg har lige delt én med Anders :D ) rugbrødshapsere til madpakken.

Mums!

- Mia.

18. nov. 2012

Madplan uge 47

Når man har lavet sin madplan hjemmefra og tager ud og handler, er det vigtigt at man også formår at afvige fra planen, hvis man finder et bedre tilbud i butikken end der var i tilbudsavisen.
I dag havde jeg egentligt planlagt at vi skulle have kyllingefrikadeller på torsdag, men da jeg så kigger ned i køledisken ser jeg to for-formede hakkebøffer med bacon til 15 kroner. Så dér sparede jeg lige en 10'er! Dén kunne jeg så bruge på en flydende Becel til at stege i, som også var på tilbud.
Så kunsten er altid at holde øje med bedre tilbud, men ikke at blive fristet af dyrere alternativer.

Madplanen for den kommende uge ser sådan ud:


  • Mandag: Rugbrødsmadder
  • Tirsdag: Oksekødssuppe
  • Onsdag: Wok med kylling
  • Torsdag: Hakkebøffer med kartofler og hvidløgsbønner
  • Fredag: Græskarsuppe
  • Lørdag: Simremad af oksesmåkød
  • Søndag: Rester fra lørdag


Indkøb:
Æg
Kylling
Hakket kylling
Oksekød
Rodfrugter
Madlavningsfløde
Rosiner
Chokolade
Mælk
Müesli
Gær
Smør
Becel

Det totale beløb i denne uge endte på 175 kroner.
Ugens opskrift bliver simremad af oksesmåkød, og så har jeg også tænkt mig at lave et indlæg om en anden måde at bruge sin rugbrødsdej på :)
Hvis du ønsker opskrift på noget andet, så hold dig endelig ikke tilbage med at skrive!

- Mia.

17. nov. 2012

Når katten er ude...

... spiser Anders rester!

Så dette indlæg overtager han:


Oprydnings-burger

Forleden var jeg alene hjemme. Menuen stod på kyllingesandwich (jeg kalder den en burger) og så synes jeg lige jeg vil vise min version af retten, som faktisk kun er lavet af rester.

De primære ingredienser er:
Resten af kyllingekødet fra forrige uge – Teoretisk 0 kr (Da det er en rest)
½ pakke bacon – 3 kr (tilbudsprisen var 6 kr/pakke)
1 avocado – 10 kr (dette var overskud fra sushi forleden)
2 salatblade – under en krone (hele salathovedet kostede 8 kr)
Peanuts – 0 kr (den sidste rest af posen)
Cremefraiche – 0 kr – (en rest fra pulled pork)
Sandwich Spread – 0 kr (en rest fra pulled pork )
Krydderimix – 0 kr (rest fra pulled pork)
3 skiver løg – 0 kr
1 bolle – 0 kr ( fra pulled pork)

I alt: 13 kr (men lad os runde op til 15,-)

Fremgangsmåde:
Steg først bacon. Derpå steges kyllingen i fedtet fra bacon, hvilket giver smag og sparer fedtstof.
Da peanuts-resten ikke var ret salte, stegte jeg dem hurtigt af i en lille smule soya, på fuld varme. Til sidst steges bollen i en smule fedtstof.
Avocadoen moses og blandes med creme fraiche og en slat citronsaft. Hvidløg kan tilsættes, men vi havde ikke noget. Salt er ikke nødvendigt til denne portion, da kødet er mere end salt nok.
Krydderblandingen mixes med salat spread.

Pynt tallerkenen med 1½ salatblad, smør den ene bolle med avocado, den anden med krydder spread. Fyld bollen med kylling, bacon og stegte peanuts. Top af med det sidste halve blad og smid topbollen på.








Du har nu en café-værdig burger til under 15 kr.

- Anders.

16. nov. 2012

Pastaret med flødesauce

Nå.. Der kommer så lige et par opskrifter mere i denne uge. Jeg kom i tanke om at "Pastaret med flødesauce" var ret kryptisk, så jeg den får I også lige opskriften på:

1 pakke bacon
1 løg
2 fed hvidløg
Svampe (Jeg brugte portobello - De var billigst)
En sjat rødvin
0.25 ltr. kaffefløde
Frisk pasta


Bacon, løg og hvidløg skæres i små tern, og svampene i små stykker. Steg da baconen til den er næsten sprød, og steg så løg og hvidløg med til baconen er sprød.
Kom svampene ned i gryden, og steg det hele til svampene er bløde.
Hæld en god sjat rødvin ved, og lad det simre til alkoholen er kogt ud. Hæld fløden ved, kog det op og smag til med salt og peber.
Kog den friske pasta
Saucen hældes over pastaen, og retten er klar til servering.

Bacon og løg steger

Her er svampene kommet ved

Og så en sjat rødvin (Man må gerne smage på den ;) )

Pastaen bobler

Saucen er færdig

Velbekomme!

Bacon er normalt ret dyrt, men jeg har fundet det på tilbud til 3 kroner pakken. Så jeg købte 10 pakker, så har vi bacon i fryseren til det næste lange stykke tid. Det er Anders ret tilfreds med.

"Nom nom nom nom nom"

Men udover glade mænd, er der også store besparelser at hente ved at købe stort ind af den slags ting når de er så billige. Vi har også før gjort det med revet ost når det er sat meget ned, og hvis man har fryserplads til det kan det helt sikkert godt betale sig.

God weekend!

- Mia.

13. nov. 2012

Ugens opskrift - Sushi

Nu er der efterhånden et par stykker der har ønsket sig at få flere opskrifter på bloggen. Så nu har jeg besluttet at indføre ugens opskrift, hvor jeg simpelthen udvælger en ret fra ugens madplan som jeg skriver opskriften ind på.

I denne uge synes jeg at det er hjemmelavet sushi der kunne være mest spændende at skrive om. Sushi er som bekendt ret dyrt at købe som take away, men der kan være mange penge at spare ved at lave det selv.

Jeg har i dag brugt:

Ris
Risvin-eddike
Nori tang
Hvidløgsost
Fiske-pakke fra Rema1000
Kylling (Rest fra sidste uge)
Gulerod
Squash
Avokado
Peanuts
Sirup af rørsukker og soya
Soya og wasabi


Da jeg startede med at lave sushi herhjemme i sin tid, troede jeg at det var meget vigtigt at det var rigtige sushiris man brugte. Dog har jeg erfaret at grødris virker ligeså godt, og så er de jo noget billigere at købe. Og så koger jeg dem bare på samme måde som sushiris:

Til 2 pers. (Eller 3, vi kommer bare altid til at grovæde når vi får sushi ;) )

200 ml. ris
320 ml. vand

Kommes i en gryde, og vandet bringes i kog. Når det koger skrues ned for varmen så det bare simrer, og risene koges i ca. 15 minutter. Smag på dem inden du tager dem af, de må ikke være hårde!
Bagefter lægger du et stykke køkkenrulle mellem gryde og låg, og lader risene trække i 10-15 minutter.

Når risene har stået lidt, blandes lidt risvin-eddike (Knap 1 cm i et almindeligt lille drikkeglas) med en strøget tsk. salt og tilsvarende sukker.
Når salt og sukker er opløst hældes blandingen over risene, og vendes forsigtigt rundt. Pas på ikke at mase risene sammen.
Når de er kølet af, er de klar til at lave ruller af.

Maki med crabstick og avokado

Risene skal dække tangen i et tyndt lag til der er ca. 5 cm fri tang. Det ønskede fyld lægges i bunden ind mod dig selv, og så skal der ellers rulles. Jeg plejer at holde lidt ved fyldet til jeg har fået det "lukket inde", så det ikke skrider - Det lærte jeg på den hårde måde ;)
Man skal presse lidt sammen mens man ruller, så maki'en bliver godt fast.

Maki med kylling, peanuts og soya-sirup

Siruppen laver jeg bare på en lille pande. Rørsukker og soya varmes indtil sukkeret er smeltet. Det skal bare lige være flydende når det er kølet af.

Maki med hvidløgsost, kinarejer, gulerod og avokado

Ved ikke lige hvad der skete med billedet her, men det er altså en maki med laks, crabstick, hvidløgsost, avokado og squash.

De færdige ruller, samt 2 laks nigiri og 2 shrimp nigiri. Der var lige både ris og fyld i overskud :)

Så er der serveret! 
Hvis jeg har tangsalat i fryseren, serverer jeg som regel det til.

Der er næsten uendelige muligheder med fyld i maki-ruller, og ovenstående er dem der ofte går igen herhjemme.
Fyldet dikterer prisen, og skal man købe ind ved fiskehandleren kan det hurtigt blive en dyr affære. Køber man derimod pakker som den jeg brugte når de er på tilbud, kan man slippe med 50-60 kroner i råvarer til en omgang som den jeg har lavet i dag.

Desuden er der også penge at spare på udstyr (Måtte, tang osv.), hvis man køber det i de små asiatiske forretninger der findes rundt omkring, frem for at købe det i dagligvarebutikkerne. Her får man også de bedste ting, så der er kun fordele ved at købe sine sushiting her.

Jeg håber at dette kan inspirere nogen til at give sig i kast med sushi selv. Jeg glæder mig i hvert fald allerede til at vi skal have det igen! :)

- Mia.

11. nov. 2012

Madplan uge 46

Så blev det søndag, og dermed tid til en ny madplan. De nye åbningstider i dagligvarebutikkerne gør det muligt altid at handle om søndagen, og det passer mig bare rigtig godt.
Den kommende uge bærer en smule præg af at jeg ikke er hjemme til spisning tre aftener ud af syv, så Anders skal have fryser-retter et par gange. Han er heldigvis nem at gøre tilfreds, så han har det vist godt med at det bare skal varmes :)

Ugens madplan ser sådan ud:

  • Mandag: Græskarsuppe fra fryseren
  • Tirsdag: Hjemmelavet sushi
  • Onsdag: Karrykål fra fryseren
  • Torsdag: Kylling/bacon sandwich
  • Fredag: Rødspættefileter med kartofler og persillesauce
  • Lørdag: Pastaret med flødesauce
  • Søndag: Tykstegsbøffer med rodfrugter



Indkøb:
Bacon
Soya
Salat
Kartofler
Persille
Pasta
Madlavningsfløde
Champignon
Tykstegsbøffer
Rødspættefileter
Rugbrødsblandinger
Smør
Makrel
Mælk
Müesli


Som man kan se på indkøbslisten, har jeg i denne uge indkøbt brødblandinger, så jeg selv kan bage vores brød. Desuden købte jeg en stor soya til 45 kr., som jo egentligt ikke er en reel del af madplanen, men mere en basisvare. Det fulde beløb jeg handlede for var 250 kroner, men trækker man brødblandinger og soya fra, ender denne uges indkøb på 163 kroner. Det er jeg ganske godt tilfreds med!

Der var én der havde efterspurgt en gennemgang af det Pulled Pork jeg lavede i går. Faktisk var jeg også begyndt at tage billeder af forløbet, men pludselig var gæsterne der, og så glemte jeg alt om det igen. Men jeg kan til gengæld henvise til gennemgangen på http://gastromand.dk/opskrift-pulled-pork-temperatur-grill/. Her er der masser af billeder og forklaringer, og det er den jeg bruger når jeg laver det :)

Hav en god aften derude!

- Mia.

8. nov. 2012

Karrykål

En god måde at spare et par kroner på, er at købe grøntsager efter årstiden.
Lige nu er hvidkål i sæson, så det er billigt at købe ind, og der kan blive rigtig meget mad af et hoved.

Forleden havde vi en del kål og andre rester i køleskabet, og det havde Anders en plan med, som han har skrevet ned:


Karrykål:

"Dette er en super nem ret, som er genial at bruge til at tynde ud i resterne af grøntsager fra tidligere måltider.

Ingredienser: Løg, kødfars, karry, fint snittet kål, eventuelt porre, gulerødder, eller andre rodfrugter. Spises til ris, som eventuelt kan blandes i.

Til denne portion har jeg taget 2 store løg, et helt kålhoved, en pakke kyllingefars, en rest af broccoli  3 fed hvidløg, en rest bouillon fra nogle nudler, og resten af risene fra vores kylling i karry.

Løg og fars svitses. Karry og det snittede kål og broccoli tilsættes, sammen med resten af bouillonen samt lidt vand (Jeg brugte knap en liter væske i alt). Retten koges under låg i 15-20 minutter, til kålene har den ønskede hårdhed. Når hårdheden er tilpasset, tages låget af, risene tilsættes og retten smages til. Hvis væsken ikke er kogt væk allerede, koges retten til den er ”halvtør” uden at brænde på.
Jeg smagte den til med karry, soya, cayennepeber, spidskommen, salt og peber.
Serveres eventuelt med en skive brød.

Portionen gav aftensmad til 2 personer, 3 enkeltportioner til madpakker, samt et nemt aftensmåltid for os begge.

Kyllingefars: 27 kr
Løg: 2 kr ca
Kål: 7 kr
Brocolli, ris og hvidløg: rester fra andre retter, så teoretisk gratis. Men reelt er der nok for max 5 kr her."







Jeg syntes at det var ret stærkt, men nu har Anders nogle rigtig gode madpakker. :)

Hav en rigtig god dag derude!

- Mia (Og Anders :) )

6. nov. 2012

Give Away er afsluttet...

Og vinderen blev Heidi, med den fine blog www.dyreglad-pige.blogspot.com.

Jeg brugte en randomizer til at udtrække vinderen, og Heidi havde nummer 15 ud af i alt 26 lodder.



Jeg håber hun bliver glad for den, og inspireret til at bage sit rugbrød selv fremover :)

Tillykke med det!

- Mia.

5. nov. 2012

Give Away

For at fejre bloggens opstart, prøver jeg lige med en lille give away.
Jeg har jo i indlægget om spareråd skrevet, at en måde at spare et par kroner på, er at købe brødblandinger når de er billige og bage sit eget brød.
Men det er jo selvfølgelig lidt svært, hvis man ikke lige har udstyret til at komme i gang.

Derfor er denne give away selvfølgelig en rugbrødsform og en rugbrødsblanding. Der skal kun tilsættes gær og vand, og efter ca. en times hævning og ca. en times bagning har man det friskeste, lækreste rugbrød.


Vinderen bliver udtrukket når bloggen har 20 faste læsere. Du deltager sådan:


1 lod: kommentar + fast læser
3 lodder: kommentar + fast læser + linke til min give away med billede på din egen blog (Husk link i kommentaren)


Jeg håber selvfølgelig på en hel masse søde deltagere :)

Held og lykke!

- Mia.

*Sendes kun indenfor Danmark :)

4. nov. 2012

Madplan uge 45

I næste uge får vi gæster lørdag, så der skulle købes lidt særligt ind. Til gengæld skal man lægge mærke til at der slet ikke er kød på listen, da jeg har det hele i fryseren. Lidt fra sidste uges overskud, og lidt fra tidligere.
Madplanen til næste uge ser sådan ud:

  • Mandag: Fiskefrikadeller med rodfrugter
  • Tirsdag: Karrykål
  • Onsdag: Skinkepizza
  • Torsdag: Suppe
  • Fredag: Kålpølser med hokaido mos
  • Lørdag: Pulled Pork
  • Søndag: Rester af Pulled Pork

Indkøb:

Creme fraiche
Soya
Æblejuice
Sødmælk
Gær
Mælk
Müesli
Hokaido-græskar
Kartofler
Hvidkål
Gulerødder
Hvedemel
Ketchup
Multivitamin

Pulled Pork er glimrende gæstemad, da det er ret billigt at købe ind til, og desuden smager fantastisk. Jeg gør det endnu billigere ved også at bage burgerbollerne selv. Og så er der altid rester til dagen efter, og der smager det mindst ligeså godt! Jeg bruger opskrifterne fra www.gastromand.dk.

Ugens indkøb løb op i små 162 kroner. Dette var dog som sagt uden indkøb af kød, da jeg har det 
hele i forvejen. Men til gengæld er det inklusiv vitaminpiller, som jo er gode at huske her i den kolde tid.

Tja.. Hvad man ikke har i hovedet må man jo have i benene. Derfor 3 boner denne gang ;)

Senere på ugen laver jeg en post som forklarer lidt mere om Food Flow.
Hav en dejlig aften!

- Mia.

3. nov. 2012

Græskarsuppe

I sidste måned fik Anders den hyggelige idé at vi skulle lave græskærmænd, og da food flow jo er et vigtigt spareråd, skulle kødet selvfølgelig også bruges.
Græskarsuppe vil komme til at gå igen på mine madplaner, da jeg har 2-3 portioner af det i fryseren.
Så den opskrift vil jeg da lige dele med jer:


Suppen er lavet efter fri fantasi, og der blev altså en ordentlig portion. Så hvis man bare vil have til et par dages aftensmad, kan man bare halvere den.

Ingredienser:
2 store løg
2-3 fed hvidløg
3 hele, røde chili
900 gram kartoffel
1300 gram græskarkød
1,5 liter bouillon
Milda Cremefine til madlavning

1 pakke bacontern til pynt

Fremgangsmåde:
Hak først løg, hvidløg og chili (husk at fjerne kernerne!). Dette kommes i en stor gryde med lidt smeltet margarine, og simrer mens kartoflerne og græskarkøddet skæres i tern. Kartofler og græskar kommes op i gryden, og brunes sammen med løg og hvidløg i ca. 5 minutter.
Hæld bouillon over til det dækker, og kog det hele i ca. 20 minutter til kartoflerne er godt udkogte.
Mens grøntsagerne koger, steg da baconen på en pande til det er sprødt.
Blend det hele med en stavblender, hæld cremefine i og smag til med salt og peber.

Serveres med bacontern og en græskarbolle.


Græskarmændene blev også ret gode



Der blev som sagt ret meget suppe af denne omgang. Faktisk kan vi spise det til aften 3 gange mere, og så er der en lille portion til hvis en af os er alene en dag.
Men det er nu heller ikke så skidt at have en gang lækker suppe i fryseren til en kold efterårsdag! :)

Grøntsagssupper er iøvrigt rigtig gode efterårsmåltider til ret lave priser. Man kan bruge stort set alle grøntsager, koge dem i boillon og blende dem. Mums :)

God fornøjelse!

- Mia


2. nov. 2012

Madplan uge 44

I denne uge skred den oprindelige madplan lidt, men det gør jo egentligt bare at beløbet jeg har brugt på denne uges retter er det lavere. Jeg skriver dog hele beløbet på, da jeg kommer til at bruge de overskydende ingredienser i næste uges plan.


  • Mandag: Rester fra søndag
  • Tirsdag: Hel ovnstegt kylling med bagt hokaido græskar
  • Onsdag: Spiste hos mine forældre
  • Torsdag: Tortillas med oksekød
  • Fredag: Karrysuppe med kylling og hvidkåls-"nudler"
  • Lørdag: Mousakka med squash
  • Søndag: Kylling i karry med ris


Indkøbsliste:

Hel fersk kylling
Oksefars
Tortillas
Kartofler
Squash
Müesli
Mælk
Hokaido-græskar

Da vi havde spist os mætte i kylling tirsdag pillede jeg resten af kødet af og lagde det til side. Hele skroget kogte jeg fond på, sammen med lidt grøntsager og krydderier. Begge dele brugte jeg til karrysuppen i dag, og den smagte fantastisk!

Ugens indkøb løb op i 156 kroner. Og det var inklusive morgenmad!

- Mia.

Madplan uge 43

Nedenstående er den første madplan jeg lavede. Her er prisen en anelse misvisende, da jeg havde både osso buco og roastbeef i fryseren. Desuden lavede jeg den først mandag aften, så der mangler også en dag. Men I får den med alligevel :)


  • Tirsdag: Kyllingemedister med kartoffelbåde og grønne bønner
  • Onssdag: Osso Buco
  • Torsdag: Andelår med rodfrugter
  • Fredag: Ingenting (Anders var alene, så han endte med chips til aftensmad :D )
  • Lørdag: Wok
  • Søndag: Roastbeef med rodfrugter


Indkøbsliste:

Kyllingemedister
Andelår
Bacontern
Kyllingebryst/kød til wok
Porrer
Hvidkål
Rodfrugter
Champignon
Nudler
Mælk
Gær
Cremefine
Æg
3 liter mælk

Her havde vi aftensmad til hele ugen for 186 kroner. Jeg var meget tilfreds med første forsøg!

Ønsker du opskrifter på noget af det jeg laver, kan du bare sende mig en mail :)

- Mia

Generelle spareråd

Når man gerne vil spare penge på sine madindkøb, er der nogle helt grundlæggende tommelfingerregeler, som er rigtig gode at huske.


  • Tjek hvad du allerede har i fryseren
  • Gennemgå ugens tilbudsaviser (Jeg bruger www.minreklame.dk)
  • Lav madplan for en uge ad gangen
  • Køb grøntsager efter årstiden
  • Køb stort ind én gang om ugen
  • Food flow* er din ven!
  • Gem indkøbsposerne, og genbrug dem
  • Køb brødblandinger når de er billige, og bag selv brød


Nu sidder du måske og tænker: "Jeg har ikke bil, så jeg kan ikke handle stort ind. Øv bøv!" Men der tager du fejl! Det er faktisk bare et spørgsmål om vilje, og en lille smule træning i at pakke indkøbsposer. Jeg har formået at have 4 fyldte poser med hjem på cyklen. Det tog lidt længere tid, og jeg kørte måske ikke så stabilt som normalt. Men det kan lade sig gøre!

God fornøjelse!

- Mia

* Food flow er når man bruger de samme ingredienser flere gange om ugen, eller bruger maden fra i går til noget nyt i dag :)