Sider

13. nov. 2012

Ugens opskrift - Sushi

Nu er der efterhånden et par stykker der har ønsket sig at få flere opskrifter på bloggen. Så nu har jeg besluttet at indføre ugens opskrift, hvor jeg simpelthen udvælger en ret fra ugens madplan som jeg skriver opskriften ind på.

I denne uge synes jeg at det er hjemmelavet sushi der kunne være mest spændende at skrive om. Sushi er som bekendt ret dyrt at købe som take away, men der kan være mange penge at spare ved at lave det selv.

Jeg har i dag brugt:

Ris
Risvin-eddike
Nori tang
Hvidløgsost
Fiske-pakke fra Rema1000
Kylling (Rest fra sidste uge)
Gulerod
Squash
Avokado
Peanuts
Sirup af rørsukker og soya
Soya og wasabi


Da jeg startede med at lave sushi herhjemme i sin tid, troede jeg at det var meget vigtigt at det var rigtige sushiris man brugte. Dog har jeg erfaret at grødris virker ligeså godt, og så er de jo noget billigere at købe. Og så koger jeg dem bare på samme måde som sushiris:

Til 2 pers. (Eller 3, vi kommer bare altid til at grovæde når vi får sushi ;) )

200 ml. ris
320 ml. vand

Kommes i en gryde, og vandet bringes i kog. Når det koger skrues ned for varmen så det bare simrer, og risene koges i ca. 15 minutter. Smag på dem inden du tager dem af, de må ikke være hårde!
Bagefter lægger du et stykke køkkenrulle mellem gryde og låg, og lader risene trække i 10-15 minutter.

Når risene har stået lidt, blandes lidt risvin-eddike (Knap 1 cm i et almindeligt lille drikkeglas) med en strøget tsk. salt og tilsvarende sukker.
Når salt og sukker er opløst hældes blandingen over risene, og vendes forsigtigt rundt. Pas på ikke at mase risene sammen.
Når de er kølet af, er de klar til at lave ruller af.

Maki med crabstick og avokado

Risene skal dække tangen i et tyndt lag til der er ca. 5 cm fri tang. Det ønskede fyld lægges i bunden ind mod dig selv, og så skal der ellers rulles. Jeg plejer at holde lidt ved fyldet til jeg har fået det "lukket inde", så det ikke skrider - Det lærte jeg på den hårde måde ;)
Man skal presse lidt sammen mens man ruller, så maki'en bliver godt fast.

Maki med kylling, peanuts og soya-sirup

Siruppen laver jeg bare på en lille pande. Rørsukker og soya varmes indtil sukkeret er smeltet. Det skal bare lige være flydende når det er kølet af.

Maki med hvidløgsost, kinarejer, gulerod og avokado

Ved ikke lige hvad der skete med billedet her, men det er altså en maki med laks, crabstick, hvidløgsost, avokado og squash.

De færdige ruller, samt 2 laks nigiri og 2 shrimp nigiri. Der var lige både ris og fyld i overskud :)

Så er der serveret! 
Hvis jeg har tangsalat i fryseren, serverer jeg som regel det til.

Der er næsten uendelige muligheder med fyld i maki-ruller, og ovenstående er dem der ofte går igen herhjemme.
Fyldet dikterer prisen, og skal man købe ind ved fiskehandleren kan det hurtigt blive en dyr affære. Køber man derimod pakker som den jeg brugte når de er på tilbud, kan man slippe med 50-60 kroner i råvarer til en omgang som den jeg har lavet i dag.

Desuden er der også penge at spare på udstyr (Måtte, tang osv.), hvis man køber det i de små asiatiske forretninger der findes rundt omkring, frem for at købe det i dagligvarebutikkerne. Her får man også de bedste ting, så der er kun fordele ved at købe sine sushiting her.

Jeg håber at dette kan inspirere nogen til at give sig i kast med sushi selv. Jeg glæder mig i hvert fald allerede til at vi skal have det igen! :)

- Mia.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar